søndag den 15. januar 2012

NHL-kontoret...mange jern i ilden


Man bliver hurtigt klar over, at man er kommet til det rette sted, når den første person, man møder, efter man stiger ud af elevatoren, er Brendan Shanahan. Han er tidligere NHL-stjerne og bestemmer nu, hvem der får karantæne, når de ikke følger reglerne på isen.


Det var nu ikke ham, vi var kommet til NHLs kontor for at møde. Derimod havdev vi et møde med vice kommisær Bill Daly, der sammen med kommisær Gary Bettman styrer NHL. Vi møder også John Dellapina, der er direktør for PR-afdelingen, ligesom redaktøren for nhl.com, Bob Condor, også kigger forbi. Der er dømt fri leg i forhold til at stille spørgsmål, og de er alle meget åbne og villige til at svare.

Udover at skulle holde styr på planlægning af sæsonen i NHL - hvilket kræver en meget stor kalender med 30 hold, der skal spille ude og hjemme - står Bill Daly og hans medarbejdere også for at fordele tv-rettighederne til medierne i både ind- og udland. Kort sagt er det Bettman, Daly og resten af folkene hos NHL, der bestemmer alt omkring afviklingen og udviklingen af NHL. Hvis et hold vil spille træningskampe mod et europæiske hold, skal de have tilladelse af NHL, og hvem der spiller Winter Classic og sæsonens første kampe i Europa er også op til Bettman og co.

Og som nævnt tidligere er det også fra kontoret i New York, at man sørger for, at reglerne bliver overholdt både på og uden for banen. NHL er også begyndt at tage fans og spillere i hånden, så når der bliver uddelt en karantæner, forklarer Brendan Shanahan, hvorfor han har dømt, som han har dømt med video-indslag på nhl.com. Det projekt står John Dellapina i spidsen for. I det hele taget forsøger NHL og nhl.com hele tiden at finde nye måder at bruge video på hjemmesiden.

NHL.com er ligaens officielle hjemmeside, og den findes efterhånden på otte forskellige sprog, så brugere fra hele verden har lettere ved at få oplysninger om ligaen. Men det er ikke kun NHL, man kan finde historier om på hjemmesiden. Naturligvis er hovedvægten på historier fra ligaen, men hvis der sker noget opsigtvækkende eller spændende i ishockeyverdenen, så kommer det også med på hjemmesiden, fortæller redaktør Bob Condor. Han har blandet andet freelance-korrespondenter flere steder i Europa, som enten selv byder ind med historier, eller som han kan sætte til at skrive ting.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar